Forbandede ungdom, forbandede livskriser, forbandede kærlighed.
To mænd med fortid i Fløjl prøver at forvinde det meste. Det har taget duoen Forbandede Ungdom hen ved tre år at få færdiggjort deres debutplade Mest Tilbage, fordi der var så meget andet. Så meget at tale om, så meget at forklare og så meget at lytte til på de ugentlige tirsdagsmøder, der var sat af til musikken, men som ofte tog uoverskuelige omveje omkring langstrakt samtale, inden guitarerne blev samlet op. Den tre år lange samtale blev det fundament, som en både ambitiøs og stemningsfuld plade hviler på. En plade der altså blev til i en atmosfære, hvor musikken, tilværelsen og omverdenen smeltede sammen, så sangene i dag fremstår som et samlet hele, selvom de hver i sær kan handle om nok så forskellige ting. Samtaler om mørke og alvor, tvivl og håb, kærlighedens mange ansigter, nederlag og lykke.
Alt hvad de håbede på
Klaus Møller og Peter Hegård, begge med fortid i pop/folk kollektivet Fløjl, fik, efter at have sundet sig over både op- og nedture i bandet, der havde en kort, men fyndig karriere med to albums og en masse ros og airplay med sig i bagagen, lyst til igen at lave en plade
sammen. Men denne gang skulle det bare være de to, og hver især skulle de gøre lige det, de havde lyst til. Peter, sanger og sangskriver i Fløjl, havde egentlig mest lyst til at fokusere helt og holdent på sangskrivningen, til gengæld ville Klaus gerne synge hans sange – og helst også spille alle instrumenter og producere pladen. Som sagt, så gjort – næsten. For selvom struktur er en fordel i de fleste forhold, bliver det ofte endnu bedre, hvis der rokkes ved den. Og rokket blev der; med en masse given og tagen fra d’herrer og med en
masse hjælp fra gode venner og venners venner, er resultatet blevet en plade, der helt sikkert er noget andet end forventet, men som til gengæld – ad snoede veje og omveje – er blevet lige det de håbede på, de sammen kunne formå: At lave den plade, der i ord og toner allerbedst beskriver, hvem de er, hvem de var og hvem de kunne have været.