Oplev The Sandmen lørdag aften – et sublimt liveorkester og et af Danmarks største bands gennem tiderne
Et band med historie, er et band med en historie. I The Sandmens tilfælde er historien en fortælling om et sublimt liveorkester. Et orkester hvis koncert på Tinderbox sidste sommer, af musikmagasinet GAFFA, blev kaldt “en intens seance”, tildelt 5 stjerner og beskrevet som: “Et brag af en koncert fra et dansk orkester som synes forynget og erfarent på en gang – The Sandmen 2016 har aldrig været bedre”.
Hits, venskab og tonsvis af store koncerter har støbt et band, som lever og elsker fornyelsen, ny musik og mest af alt at spille live.
Hvad vil de så nu, The Sandmen? Hvad kommer de med? Selv siger de: “Det hårde, det smukke og det smadrede – på dansk og på engelsk, nyt og gammelt, flere beats, mere syre og mere larm.”
Efter udgivelsen af deres seneste album, Den Bedste Dag i 2014, udgiver bandet, som indledning på det nye samarbejde med pladeselskabet Playground Music, en 7” vinyl på Record Store Day den 22. april. Udgivelsen er en hyldest til inspirationskilderne Before og Joakim Thåstrøm, og samtidig en markering af punkens 40 års jubilæum.
Senere på året er bandet igen klar med spritnyt materiale, som ifølge orkestret for alvor, og igen, sætter kursen for bandets retning – ”godt og langt ud over kanten”, som de selv formulerer det.
The Sandmen turnerer landet rundt i september, oktober og november.