IVER

Danmarks nye alternative pophåb og multi-instrumentalist IVER er fløjet straight outta Avedøre til
finalen i Karrierekanonen og videre mod de danske hitlister og livescener.


Han skriver ekstrovert musik om sit introverte følelsesliv, som emmer af sårbarhed og selvtillid.
Iver har meget på hjerte og lægger ikke fingre i mellem i sine tekster, hvor han beskriver sine
oplevelser i symbiose med udtryksfulde produktioner, der trænger ind under huden på lytteren.
Sangene er en collage af minder og følelser, en slags musikalsk dagbog, hvor han har fundet sin
helt egen måde at sætte ord på et forstadsliv, der med et fremadstormende lydbillede føles alt
andet end trivielt.


Drømmen er at kunne skabe et tabufrit rum, selvom det bare er i et minut eller to – hvor man kan
gøre op med fordomme om at drenge ikke græder, give en kæmpe fuckfinger til hvad end der
presser på, men samtidig kunne holde en kæmpe fest. Hvis ikke for alle andre, så for ham selv.
IVERs første single ”Vildmand” landede 24. september 2021 og røg direkte i rotation på Danmarks
Radios P3. Tidligere samme måned debuterede han med et nedbarberet men sprængfarligt set på
Spot Festival – og det bliver kun vildere endnu. Glæd dig til at opleve IVER.

Comments are closed.